top of page

MIKRONESIEN - FILIPPINERNE

Beskrivelse:

På Pohnpei starter vi ud med at handle stort ind med grovproviant så vi har til hele togtet. Derefter sejler vi til Ant Atoll hvor vi starter dykkeruddannelsen op for nye dykkere og får genopfrisket dykning for allerede certificerede dykkere. Vi skal også ind og hilse på de Park Rangers som holder øje med Nationalparken, som Ant Atoll er en del af. Vi plejer at hygge og spille noget volleyball sammen med dem. Når vi har færdiggjort den indledende dykkeruddannelse sejler vi tilbage til Pohnpei for at få provianteret det sidste inden vi sætter kurs mod Chuuk Lagoon via Uruluk Atoll. Hvis vejret er til det, så stopper vi nogle dage på Uruluk og hvis ikke så sejler vi direkte til Chuuk Lagoon.

 

Chuuk Lagoon er der skrevet mange bøger om. Det er verdens bedste vragdykker destination og her er der en enestående mulighed for at opleve de mange historiske vrag på allernærmeste hold. Man skal benytte en lokal guide hvis man vil dykke vragene og vi plejer at leje en guide hos det lokale dykkerresort og så tager han med ombord på båden og så sejler vi ellers på skattejagt og får en på opleveren i nogle dage. Normalt lejer vi ham for 2-3 dage af gangen og så sejler vi andre steder hen hvor vi kan dykke på egen hånd. Der er mange fine dykkerspots på Chuuk. Vi forventer at blive på Chuuk ca. 2-3 uger og der er udover vragene også mulighed for at se nogle kanonstillinger fra 2. Verdenskrig. 

 

Efter Chuuk Lagoon så sejler vi ud i det allermest isolerede ørigge på jorden. Her kommer der meget få sejlere og her har vi fået nogle af vores allerstørste oplevelser gennem årene. Vi nævner ikke de øer vi kommer til at besøge her, men vi garanterer at det bliver noget af det vildeste man har oplevet i sit liv og de steder har påvirket os alle de gange vi har været her. Hele paletten bliver fyldt ud i de her områder.

Sidste stop på vores tur på Filippinerne bliver Yap, som er en skøn oase hvor vi får smagt lidt på civilisationen igen. Det er en hyggelig ø hvor vi primært bruger tiden på at lade op til den sidste lange sejlads mod Filippinerne.

Vi sejler ind og checker ind i Filippinerne ved Surigao og derfra sejler vi mod Cebu. Undervejs vil vi stoppe og dykke nogle af de gode dykkerspots der er på vejen. Når vi når Cebu, så er vi for alvor tilbage i civilisationen og skal ud og hygge os de sidste ar dage inden togtet afsluttes med at sejle til Carmen Bay hvor der skal betales tilbage til bådene gennem en større vedligeholdelsesproces som tak for de oplevelser båden har givet os undervejs. Vi drager hver sin vej med livsrygsækken fyldt op til randen.

Den detaljerede tidsplan tager højde for vind, vejr og lokale forhold og besluttes først undervejs.

 

Forvent ca. 2-3 arbejdsdage pr. md. på dette togt.

bottom of page