top of page

ADFÆRDSPOLITIK

Vi har siden 2001 sejlet langtur og fået en masse erfaringer med hvordan vi skaber et positivt og givende fællesskab ombord på en båd samt hvordan vi får et godt forhold til andre sejlere og de lokale vi møder undervejs. Vi har meget sjældent interne problemer ombord på bådene og det er sjældent, at vi har udfordringer med de lokale, vi har mødt undervejs. Vi har indtil nu holdt vores adfærdspolitik for os selv, men på baggrund af de mange danske både i Fransk Polynesien og den kritik der har været af nogle danske bådes adfærd har vi besluttet at gøre vores adfærdspolitik tilgængelig for alle. 

Hvis der er nogen som oplever stødende adfærd eller brud på vores adfærdspolitik fra nogle af bådene inkl. fast besætning og gaster, så tag en snak med kaptajnen ombord på den enkelte båd, det vil vi sætte pris på. 

Vi sejlere er gæster i fremmede lande og skal respektere og tilpasse os de traditioner, skikke og uskrevne love og selvfølgelig overholde den gældende lovgivning i det enkelte land.

______

PÅKLÆDNING I LAND:

Polynesere, melanesere, lokale i Mikronesien samt filippinere er blufærdige og det skal vi respektere. T-shirts og shorts, samt for kvinder, en nederdel/sarong og en top, hvor maveskind er dækket er generelt set acceptabel påklædning ved normale aktiviteter i land de fleste steder i verden, men forhør de lokale. Skal vi i kirke eller til gudstjeneste, så dækker vi skuldre og lår og klæder os i pænt tøj og har sko på. Vi er ikke topløse eller nøgne på land.

 

PÅKLÆDNING PÅ BÅD:

Shorts og bikini er fint. Topløs solbadning for kvinder er ok, så længe vi ligger på dæk. Når vi er synlige for andre både eller land, så bærer kvinder top. Nøgenbadning, kun efter mørkets frembrud. Klæder vi om fra salt til fersk tøj, så orienterer vi os lige 360 grader rundt inden vi skifter - er der nogen som kan se en, så benyttes håndklæde til at dække top og skridt.

 

KONTAKT MED LOKALE:

Når vi ankommer til nye ankerpladser og der bor få mennesker i land, så kontakter vi dem og spørger om det er ok at vi ankrer op og om der er nogle ting vi skal være opmærksomme på samt om vi må dykke/snorkle i området. Vi har gerne en “gave” med til de lokale (eller deres børn). Er det en lidt større by, så er det god stil at tage ind og vise interesse for lokalsamfundet. Besøg kirken og spis på en lokal restaurant.

Det er god stil at hilse på alle lokale med håndtryk med mindre det er en stor forsamling. Smil og kend gerne et par lokale gloser for udvise respekt og god stil. Polynesere, melanesere, lokale i Mikronesien samt filippinere er meget religiøse og det skal vi respektere og undgå at sige at man er ateist, idet det opfattes stødende af mange religiøse. 

 

KONTAKT MED ANDRE SEJLERE:

Udenlandske sejlere: Når vi ankommer til en ny ankerplads hvor der er få andre både, så sejler vi over og hilser på dem, udviser god stil og tilbyder vores hjælp, hvis der er brug for det. Vi spørger om der er noget vi skal være opmærksom på og om de har nogle gode råd. Vi kritiserer IKKE andre sejlere/både overfor andre - ligegyldigt hvor tåbelige, vi synes de opfører sig. Har vi et problem med en anden båd, så er det kaptajnen som tager direkte kontakt til kaptajnen på den anden båd. Kritiserer andre sejlere hinanden, så bed dem om at snakke sammen, snak om noget andet eller sig tak for snakken og sejl retur.

 

Danske sejlere: Vi prøver at undgå at lægge i samme ankerbugt som andre danske både. Kan det ikke lade sig gøre, så sejler vi over og hilser på. Igen vi snakker ikke negativt om andre danske projekter/både. Vi hjælper hinanden herude og giver gerne nye både en kopi af vores adfærdspolitik, så kan de bruge den eller lade være.

 

AKTIVITETER LAND:

Vi gør vores bedste for at udvise god stil og sørge for at give mere end vi får blandt andet gennem vores WeCare arbejde. Når vi besøger lokale hjem, så efterlades sko udenfor og vi er pænt klædt. Alkohol og lokalt samvær kan være en træls cocktail. Vi undgår helst at drikke alkohol med de lokale idet de kan skifte karakter når de bliver påvirket. Ved aktiviteter i land, så begrænses alkoholindtaget til et minimum og der skal ALTID ryddes op umiddelbart efter og forlader vi land i mørke, så sendes der et oprydningshold ind dagen efter. Ved bål i land, så har vi spurgt om lov hos de lokale først. Lokale frugter og kokosnødder er alle ejet af lokale, så vi sørger for at have tilladelse til at tage en kokosnød eller andre frugter inden vi gør det. Ved besøg på hellige pladser og statuer, så undgår vi at røre statuer eller hellige sten idet de mange steder er forbundet med stor betydning og det betragtes som tabu at røre dem.

 

AKTIVITETER VAND:

Vi sørger for at vi må dykke i det område vi er i. Vi benytter lokale operatører de første par gange vi er et nyt sted - det er god stil. Vi dykker sikkert, udviser god dykkeretik og dykker kun til dybder vi er certificeret til. Vi bruger altid SMB'er ifm. dykning og har en dinghy driver med når vi ikke dykker fra båden.

Vi er påpasselige med at snorkle og svømme på ankerpladser og hvor der er bådtrafik. Undervandsjagt med harpun og dykkerudstyr er no go, det er ulovligt og en farlig kombination. Ønsker vi at harpunere, så er det ifm. fridykning og vi er opmærksomme på sikkerhed og har en gummibåd i nærheden. Der er mange hajer i Stillehavet og de er der med det samme en fisk bliver ramt, så vi er påpasselige. Vi skyder kun det vi kan spise og ikke for at slå ihjel eller for at fodre andre fisk. Fanger vi fisk, så fanger vi ikke mere end vi kan spise. Vi begrænser antallet af badedyr og udstyr i vandet og tager det op på båden og binder det fast over natten. Når vi sejler og vi ikke er synlige for andre, så er det ok at bade nøgne, men det er frivilligt og det er italesat inden vi gør det. 

 

SEJLADS MED GUMMIBÅD PÅ ANKERPLADSER:

Wake boarding begrænses til et absolut minimum af hensyn til lokalbefolkning, natur, dyreliv og miljø. Wakeboard på ankerpladser hvor der er flere andre både skal undgås. Sejlads med gummibåd på ankerpladser med andre både skal så vidt muligt foregå uden at plane. Hvis man planer, så sejl så langsomt som muligt og ikke for tæt på andre både. Vi har ikke travlt og andre sejlere synes det er træls med planende gummibåde på en ankerplads.

 

FESTER, MUSIK OG ALKOHOL:

Fester, musik og alkohol er ok, men det slet er ikke formålet med et eventyr ombord på en båd og det skal begrænses til et minimum. Vil man feste, så sørg for at ligge i en isoleret ankerbugt hvor man ikke generer lokale eller andre sejlere. Musik er ok, men det skal ikke være til gene for andre. Alkohol under sejlads er ikke tilladt på bådene. Dykning og alkohol hænger ikke sammen og hvis man skal dykke, så skal man begrænse alkohol til et par genstande dagen før og der drikkes ikke alkohol samme dag før man dykker. 

 

AMBASSADØRER FOR DANMARK:

Vi er ambassadører for Danmark og det forpligter. Vi skal udvise god stil. Hvis vi er i tvivl om det er god stil, så er vi ikke i tvivl og så lader vi være. Der er mange danske både på langtur, især i Fransk Polynesien og de sidste par år har der været flere uheldige episoder med danske både og det kan og skal vi prøve at undgå fremover. Husk at vi er gæster i et fremmed land, vær dansk på den gode måde og udvis den gode stil danskere er kendt for rundt omkring i verden. 

 

PROBLEMER MED DANSKE BÅDE:

I løbet af de sidste fem års tid er antallet af danske både, specielt i Fransk Polynesien, steget markant. Når så mange både samles og med mange unge mennesker, så kan det ikke undgås at andre lægger mærke til danskerne. Det er ok, men vi skal være kendt for god stil, respekt for lokalsamfundet, natur, miljø og de andre sejlere herude. 

Vi danske langturssejlere skal bakke op om hinanden og tale hinanden op - ikke det modsatte. Der er ingen danske projekter, som har gavn af at tale hinanden ned eller pege fingre af hinanden. Hvis man støder på kritik rettet mod danske både fra enten lokale eller fra andre sejlere, så prøv at deeskalere situationen og måske forklare at der kan være tale om en misforståelse. Ved kritik af andre danske både, så kontakter kaptajnen den pågældende båds kaptajn, for at høre deres version af situationen. Vi hjælper hinanden, men vi skal prøve at undgå danskerkolonier.

bottom of page