top of page

CARMEN - PUERTO GALERA

Vi starter ved Carmen Bay, lidt nord for Cebu City, hvor de første dage går med at gøre Sirius & Luna klar til togtet. Vi provianterer, får bådene på plads og gør os sammen klar til de omkring 400 sømil, der venter os.

Allerede her begynder livet som gast. Et langturstogt starter ikke først, når fortøjningerne ryger – det starter med forberedelserne, fællesskabet og forventningen om det, der ligger foran os.

Når bådene og besætningen er klar, sætter vi kursen mod Comotes Islands.

Her begynder eventyret for alvor – både over og under vandet. De, der skal have dykkercertifikat, kan komme i gang med at udforske verden under overfladen, mens certificerede dykkere kan opleve områdets forskellige dykkerspots.

For dem som ikke dykker er der gode muligheder for snorkling samt udforske Comotes, hvor der er flere spændende oplevelser på land.

Den præcise rute og vores stop undervejs efterfølgende afhænger af vind og vejr samt de lokale forhold.

Vi har samtidig vores eget lokalkendskab og nogle favoritsteder, som vi gerne deler med gasterne. Nogle af de bedste oplevelser på et langturstogt er netop de steder, man aldrig selv ville have fundet fra land.
 

Et af de steder, vi forventer at besøge, er Malapascua som er kendt blandt dykkere for muligheden for at opleve de store thresher sharks – rævehajer.

Dykning med rævehajerne foregår gennem et lokalt dykkercenter og kræver det nødvendige avancerede dykkercertifikat.

For dem, der ikke dykker, er Malapascua stadig en del af togtet og ølivet undervejs. Fællesskab På Vand behøver alle ikke lave det samme hele tiden.

Undervejs mod Puerto Galera besøger vi flere øer, hvor der ikke kommer mange turister og dermed bliver oplevelserne mere autentiske og man kommer tættere på den lokale kultur og imødekommenhed. 


Vi vil gerne besøge det danske børnehjem i området omkring Puerto Galera.

Det er et sted, hvor vi ikke bare kommer for at opleve, men hvor vi også har mulighed for at møde mennesker og forhåbentlig gøre en lille forskel.


Puerto Galera – afslutningen på togtet

Efter omkring 400 sømil gennem Filippinerne når vi Puerto Galera, hvor togtet slutter.

Herfra er der gode forbindelser videre mod Manila når det er tid til afmønstring, men inden så er der gode muligheder for at hygge i lokalområdet, tage på tur og feste lidt, hvis man ønsker det.

Sirius & Luna er vores hjem, og ligesom alle andre langtursbåde kræver de kærlighed og løbende vedligeholdelse. Du skal forvente et par arbejdsdage ombord, hvor vi sammen tager fat på de ting, der trænger til at blive ordnet. Det er ikke en pause fra togtet. Det er en del af livet som langturssejler.

​​

Skærmbillede 2026-04-08 kl. 13.14.43
bottom of page