top of page

CEBU - KUDAT

Vi starter i Carmen Bay, lidt nord for Cebu City. Nærmere information om mødetid og sted og kommer i Facebook-gruppen inden togtet. De første 2–3 dage går med at proviantere, gøre bådene klar og lære hinanden at kende.

Det er også her, livet som gast begynder. Vi skal ikke bare pakke bådene og vente på afgang – vi skal sammen skabe det lille fællesskab, der bliver vores hverdag på havet. Når provianteringen er på plads, bådene er klar, og vi selv er klar, slipper vi fortøjningerne.

​

Den første sejlads bliver omkring fire timer til Camotes Islands. Camotes er et fantastisk sted at gå på opdagelse på land. Det lokale øliv, klippeudspring og områdets ferskvandsgrotter er nogle af de mulighederne på øerne. Her starter dykningen og for dem der skal tage dykkercertifikat, begynder kurset.

Det bliver vores første smag på den rytme, der kommer til at præge resten af togtet: sejlads, dykning, oplevelser på land og livet sammen ombord.

​

Fra Camotes sætter vi kursen sydover. Her kommer vi ind i områder, vi kender godt, og hvor vi har nogle gode steder, vi gerne vender tilbage til – både på grund af dykningen og de lokale oplevelser.

Vi har ikke en detaljeret plan på forhånd. En del af livet ombord på en båd er netop friheden til at finde en god ankerplads, blive et sted lidt længere eller ændre planen, når noget spændende dukker op. Den præcise rute og vores stop undervejs afhænger af vind, vejr og de lokale forhold.

​

Noget af det vi håber at få mulighed for er at snorkle med hvalhajerne omkring Oslob. Vi vil også gerne omkring Apo Island, hvor vi håber at få mulighed for nogle gode dyk, inden vi fortsætter videre mod syd.


Nogle dage vil dykningen fylde meget. Andre dage handler mere om sejlads, øliv, snorkling, ture på land eller bare om at finde en fantastisk ankerplads og nyde livet på båden. Det er kombinationen, der gør det så specielt at opleve Filippinerne fra en sejlbåd.
 

På den sidste del af togtet ændrer sejladsen en smule karakter. Vi forlader de kortere stræk mellem øerne og sætter kursen mod Kudat i Malaysia. Nu får vi for alvor en smag på langturssejlads.

Vi forventer at skulle sejle 24 timer i døgnet i et par døgn, og båden stopper ikke, bare fordi solen går ned. Ved natsejlads er vi altid to på vagt. Her kommer du til at opleve noget af det helt særlige ved langturssejlads: at stå ved roret midt om natten og styre båden med stjernerne over dig, mens resten af båden sover. Land forsvinder bag os, havet bliver vores verden. Og langsomt nærmer vi os Malaysia.
 

Efter nogle døgn på havet når vi frem til Kudat på den nordlige del af Borneo. Det bliver afslutningen på omkring 500 sømil, der har taget os fra øhop, dykning og lokale oplevelser i Filippinerne til rigtig langturssejlads over åbent hav. Det vigtigste er ikke kun de steder, vi har besøgt, det er også vagterne, måltiderne, dykkene, de lange timer på havet, de stille morgener for anker og de praktiske udfordringer, vi løser sammen. Og de mennesker, man efter et togt ombord kender på en helt anden måde end den dag vi mødtes i Carmen Bay.

Du er gast – ikke passager

​

Forvent et par arbejdsdage ombord, hvor vi sammen tager fat på vedligeholdelse og de ting, der trænger til at blive ordnet. Det er ikke en pause fra eventyret. Det er en del af livet som langturssejler.

Skærmbillede 2026-09-19 kl. 11.26.32
bottom of page