Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg kunne sejle for at få en gasteplads?


Som udgangspunkt nej, MEN på togter med lange eller udfordrende sejladser skal du have sejlererfaring eller duelighedskursus gennem mOcean.
Har du et grundlæggende kendskab til sejlads samt at være på en båd, så gør du dig selv en stor tjeneste.
Hvis du gerne vil lære at sejle, så anbefaler vi ,at du tilmelder dig et duelighedskursus hos mOcean.dk. Der får du også lov til at opleve livet og fællesskabet ombord på en sejlbåd og dermed mærke efter om det er noget for dig. Instruktørerne er til rådighed 24/7 og har masser af erfaring fra langturssejlads.




Hvad hvis jeg bliver søsyg?


Alle kan blive ramt af søsyge, men for de flestes vedkommende går det over inden for de første par dage. Der er en række forholdsregler man kan prøve for at undgå eller minimere risikoen for søsyge. Nogle har gavn af det ene, andre af det andet. Og hos enkelte er det bare et spørgsmål om at vente. - Sørg for altid at have mad i maven - Få frisk luft og minimer tiden under dæk - Holde fokus på horisonten - Bræk dig og kom af med det - Ligge ned/hvile - Ingefær i forskellige former (te, kiks mv.) - Søsygearmbånd Og selvfølgelig:
- Tage søsygepiller

Vi vil anbefale dig at medbringe en pakke søsygepiller ombord, også selvom du ikke plejer at blive søsyg. Der kan være mange faktorer der spiller ind for om du bliver ramt eller ej, og står man først og er presset, er det uvurderligt at have en pakke i tasken. Og får du ikke selv brugt den, kan det være du kan hjæpe en medgast. For en god ordens skyld skal vi nævne at søsyge går over og man dør ikke af søsyge. Sejladser afbrydes ikke pga. at folk bliver søsyge.




Hvad skal jeg medbringe af dykkerudstyr?


Du skal medbringe maske, snorkel, våddragt, finner, dykkercomputer og lygte. Har du selv BCD og/eller regulatorsæt, er du velkommen til at medbringe det. Folk spørger ofte til anbefalinger omkring udstyr så her er et par råd: Maske: Pasformen er det vigtigste - sørg for at prøve den i butikken.
Snorkel: Smag og behag. Våddragt: 3-5 mm fullbody
Finner: Smag og behag - både hælremsfinner og fuldfodsfinner kan bruges ombord.

Dykkercomputer: Køb, lån eller lej en, så du har din egen dykkercomputer når du dykker. En lygt til brug i forbindelse med natdyk, dyk i grotter eller på vrag er guld værd, så husk en. Nedenfor kan man se udstyret ombord på ATLAS.




Kan jeg påmønstre et par dage senere?


Nej, det kan du ikke. Der foregår en masse praktiske ting i starten og slutningen af et togt, som du skal deltage i. Derudover kan vi rent geografisk befinde os langt fra et muligt opsamlingspunkt i øvrige tidsrum. Derfor har vi kun på- og afmønstring på de under togtet angivne datoer.




Har I en venteliste på togter der er optaget?


Nej, vi har ingen ventelister. Vi ligger meget arbejde i at sammensætte besætninger, som passer godt sammen. Det er vigtigt, at den person, som melder afbud bliver erstattet af en anden person, som har nogenlunde samme profil. Vi poster ledige pladser og afbud på vores Facebook sider og så er det den først egnede, som får tilbudt pladsen.




Skal jeg bruge visum?


Bådene sejler i mange forskellige lande og områder og der gælder derfor forskellige regler. Undersøg din destination(er) hos Udenrigsministeriet her Det er gastens eget ansvar at have gyldigt visum til de lande, som besøges undervejs.

Husk også at dit pas i mange lande skal være gyldigt min. 6 mdr. fra indrejse.




Skal jeg have ESTA eller NZeTA?


Hvis du skal mellemlande i USA, skal du altid have ESTA ( Electronic System for Travel Authorization) Du kan søge her


Hvis du skal mellemlande i New Zealand, skal du have NZeTA (New Zealand Electronic Authority).
Du kan søge her Hvis du skal mellemlande i Canada skal du have eTA (Eletronic Travel Authorization. Du kan søge her
Det er et online ansøgningssystem, som alle der skal igennem hhv. USA, New Zealand eller Canada skal igennem. Søg i god tid så du er sikker på at det er på plads. Har du ikke en godkendt ESTA, NZeTA eller eTA får du højest sandsynligt ikke lov til at boarde dit fly i Danmark.




Hvilke vaccinationer bør jeg have?


Hvilke vaccinationer du bør have afhænger afdet område du skal sejle med i.
Tjek Statens Serum Institut for vejledning her




Hvordan kunne et budget se ud?


For at kunne give et økonomi-eksempel er vi nødt til lige at sætte nogle forudsætninger op først.

Vi har taget udgangspunkt i togt LU22-1. Et togt på 90 dage fra Tahiti til Tahiti (Fransk Polynesien). Vi tager udgangspunkt i en gast, som:
- har Open Water og Advanced Open Water gennem PADI. - ønsker at tage Deep Diver kursus Udgifter ifm mOcean: - køjepenge: 90 x 400: 36.000 kr. - Søsikkerhedskursus: 1.000 kr. - eLearning til Deep Diver kursus: 250 kr. - Deep Diver uddannelse: 2.000 kr. - PADI Fee ifm Deep Diver kursus: 500 kr. - We Care Fee: 500 kr. Total: 40.250 kr. Andre udgifter: - Flybillet: Returbillet fra DK - Tahiti inkl. 23 kg. bagage: 10.000 kr. - ESTA til USA: 100 kr. - Vaccinationer: Stivkrampe og Hepatitis A+B: 910 kr. - Sygdom/hjemtransport forsikring: 1.200 kr. (kontroller din rejse/indboforsikring + evt. Mastercard) - Overnatning en nat på Hostel i Papeete på Tahiti ifm påmønstring: 250 kr. - Dykkerudstyr: Maske, finner, snorkel, våddragt: 1.500 kr. - Andet udstyr (drybag, solcreme, kasket, lygte m.m.): 2.000 kr. - Fællesudgifter (mad m.m.) i 3 måneder: 6.000 kr. Lommepenge i 3 mdr: 3.000 kr. Total: 24.960 kr.
Samlet budget: 40.250 + 24.960 = 65.210 kr.

Dette er et EKSEMPEL, det er ikke et facit for din tur. Det varierer fra togt til togt og fra gast til gast.




Hvilke dykkeruddannelser kan jeg tage ombord?


For mere info om dykning og hvilke uddannelser du kan tage ombord se mere her




Hvad skal jeg have styr på ift. økonomien?


Ud over de økonomiske forhold beskrevet under Økonomi skal du tage følgende i betragtning:
Flybilletter Rejseforsikring (sygdom og hjemtransport samt evt. forhold omkring Corona) Evt. vaccinationer, visum Evt. dykkerudstyr eller andet grej til turen. Lommepenge & buffer

Du er selv ansvarlige for ovenstående punkter, som du også kan læse mere om under de enkelte punkter under FAQ.




Kommer man i land?


Langturrssejlads foregår størstedelen af tiden på ankerpladsen, resten af tiden sejles eller vedligeholdes der på båden. Oftest kan man fra en ankerplads sejle ind til land med gummibåden, hvis man vil på landekspedition, handle, have wifi (de steder der er det) eller ønsker alenetid. Man kan også sejle ind med SUP boards eller kajakker.




Hvordan tager man bad?


Personlig hygiejne er ekstremt vigtigt, når man bor så tæt sammen. Især et sted hvor solen bager hele dagen og man sveder meget. Sørg for at være ekstra opmærksom på det.

Da ferskvand er en begrænset ressource, er baderutinerne lidt anderledes ombord. Man tager sin shampoo med sig ned til bagenden af båden og hopper i havet. Efter endt vask og skrubning, tager man et lyn-skyl med ferskvandsslangen, for at få salten af kroppen og vupti så er man ren igen.

Derefter tager man rent og ferskt undertøj på. Sørg også for at få skiftet t-shirt og sengetøj regelmæssigt.




Hvor finder jeg de bedste/billigste flybilletter?


Vores anbefalinger kommer lidt an på om du skal ud og hjem fra samme destination eller forskellige samt den generelle situation i verden.

Skal du ud og hjem fra forskellige destinationer så anbefaler vi at du tager fat i Jysk Rejsebureau eller et andet rejsebureau og hører om de kan lave et godt tilbud til dig.
Hvis du køber billetterne selv, så sørg for at gøre det direkte gennem flyselskabet, så du er sikret hvis der skulle opstå aflysninger eller lignende undervejs. Køb fleksible billetter, hvor dato og måske endda destination kan ændres hvis det skulle blive nødvendigt.
Skal du ud og frem fra samme destination så anbefaler vi at du bruger de gængse søgemaskiner såsom Momondo og Skyscanner, men køb direkte gennem flyselskabet.
Man kan evt lægge et par dage ind på den givne mellemlandingsdestination. Det koster selvfølgelig også med hotel osv, men kan være at det kan kombineres med øvrige rejseplaner.
Nedenfor kan du se et overblik over hvilket prisleje du bør kunne finde returbilletter i:

Mikronesien: 8-12.000 kr.
Fransk Polynesien (Tahiti): 10-15.000 kr.
Tahiti - Marquesas: ca. 5.000 kr. Fiji: ca. 8-10.000 kr.
Mikronesien: 10-13.000 kr. Papua New Guinea: 8-12.000 kr.
Indonesien 6-10.000 kr.
Filippinerne 4-7.000 kr.




Skal jeg være nervøs for pirater?


Mange spørger os om vi ikke er bange for pirater og om vi har oplevet pirateri. Svaret er, at vi absolut ikke ønsker at stifte nærmere bekendskab med pirater. Vi har aldrig oplevet det og det har vi ikke fordi vi er meget konservative i forhold til hvor vi sejler henne. Der er områder man skal holde sig fra og det gør vi. Vi er mange mennesker ombord på bådene og det gør også at evt. pirater/røvere sjældent har lyst til prøve kræfter med os.




Hvilke forsikringer skal jeg have?


Du skal have en rejseforsikring, der dækker sygdom og hjemtransport samt dykning ned til den dybde du er eller ønsker at blive certificeret til. Du skal seriøst tager stilling til følgende: - skal du forsikres, hvis du må aflyse eller afbryde din rejse undervejs - skal du forsikres, hvis du bliver forhindret i at tage afsted eller ikke kan komme ud til båden - husk at kontrollere hvordan du er stillet ift krigshandlinger, naturkatastrofer, pandemier osv. Projektet/bådene kan ikke stilles til ansvar for udgifter forbundet med at gasten ikke kan komme ud til båden, det er udelukkende et mellemværende mellem gast og forsikringsselskab.




Hvad hvis man er allergiker, vegetar eller veganer?


Alle allergier skal meddeles til os inden du booker plads ombord, så vi kan vurdere om det er foreneligt med et ophold på båden. Generelt set er der to ting der gør sig gældende i forhold til anderledes spisevaner ombord. Det ene er det lokale udvalg, som ofte kan være sparsomt. Dertil kommer at friske grøntsager ikke altid er noget man kan regne med at have til rådighed.

Det næste aspekt er fællesskabet. Ombord lever man i et kollektiv og der laves store portioner af mad dagligt. Man kan ikke forvente at ens medgaster tilbereder særlige måltider til én 2 gange om dagen. Det betyder at man selv skal stå i køkkenet 3 gange om dagen hver dag, hvilket selvfølgelig er både tidskrævende og upraktisk.

Dermed ikke sagt at det er umuligt - hvor der er vilje er der vej. Man skal bare være forberedt på at det bliver krævende.




Lærer jeg at sejle ombord?


Det er vores helt klare anbefaling, at du gør dig selv den tjeneste at gennemføre et duelighedskursus inden du påmønstrer båden. Det vil give dig en fornemmelse af hvordan det er at være ombord på en båd og du vil lære de forskellige systemer, sejl og rutiner at kende. Du vil lære at binde knob, læse søkort og meget andet.
Alle disse kompetencer vil du få glæde af når du står bag rattet på båden. Du vil stadig lære en masse ombord og med et kendskab til sejlads, så vil du få meget mere ud af den sejlermæssige del af dit eventyr ombord på båden. Hvis du gerne vil lære at sejle, så anbefaler vi at du tilmelder dig mOceans duelighedskursus.




Hvor meget vedligeholdelsesarbejde er der ombord?


Det er et af de områder, som er meget svært at give et entydigt svar på. Vi har på de fleste togter 2-5 arbejdsdage om måneden, set over hele togtet. Når man sejler på langtur, så er der altid ting som går i stykker. Der er altid noget, som ikke fungerer og det er vilkårene og det skal man være 100% indforstået med.
Vi prøver at minimere arbejdsdagene for gaster ved at have faste vedligeholdelsesperioder, hvor vi får styr på så mange ting på "To do" listen, som muligt. Det kan ikke undgås, at vi nogle gange bliver nødt til evt. at have båden ud af vandet for at få styr på et problem og man skal være klar over og indforstået med at man kan risikere at skulle bruge længere tid på land indtil problemet er løst.

Langtur handler om at forholde sig til nuet og så få det bedste ud af den situation man står i og hvis man ender ud med at have flere uger på et værft, så er det altafgørende, at man ser de muligheder, som opstår, af netop at være på land og så griber dem. Det er dér eventyret opstår og netop dér man oplever mange af de ting, som man ikke havde regnet med og ender ud med at sætte enormt meget pris på.




Hvad sker der hvis sejlplanen ændres?


Vi prøver selvfølgelig at tilpasse, at båden er i nærheden af, hvor du ankommer til og rejser fra, men det kan ikke altid lade sig gøre. Sørg for, at du har luft i budgettet til evt. ekstraudgifter i form af hotelophold, ændring af billet m.m.
Alle vores togter er tentative, hvilket betyder, at de ændres, hvis forholdene kræver det. Der gives ingen kompensation for ændrede sejladsplaner.




Hvordan afregnes fælles udgifter ombord?


Ombord skiftes besætningen til at lægge ud for hhv. proviant, brændstof, gas osv. Kvitteringer skrives ind i WeShare og økonomiministeren sørger for at regnskabet afsluttes og der afregnes inden der afmønstres.




Hvilket sikkerhedsudstyr har I ombord?


Sikkerhedssetuppet kan variere en smule fra båd til båd, men her kan du se en videogennemgang af setuppet på ATLAS.




Er mOcean/Fællesskab På Vand et rejsebureau?


Nej, hverken mOcean eller Fællesskab På Vand er et rejsebureau. mOcean hjælper privatejede både med at sammensætte de rigtige besætninger til bådene. Som gast rejser man som privatperson og individ og man indgår i et fællesskab på bådene på lige fod med de andre ombord.

Man kan ikke sammenligne et ophold som gast med et produkt eller en pakkerejse købt gennem et rejsebureau. Der er intet sammenligningsgrundlag idet man rejser på helt forskellig vis og med helt forskellige formål.




Hvor kan jeg købe dykkerlogbogen?


Hvis du er gast kan du købe dykkerlogbogen til dit Kick Off møde.
Alternativt kan du bestille den via vores mOceans webshop https://mocean.dk/